Brev

Her er et brev jeg skrev til Sofie, tilbage i 2002 - da vi efter næsten 2 års ventetid fik at vide, at Sofie havde autisme. 

- - -

Lille engel...

 
 

Autisme... Det er det andre kalder dit englesind... dét der gør at du er så utrolig som du er... og at du ind imellem har det så svært som du har det.

Det er som om du er alt for voksen på nogle måder... og det er som om du bliver ved med at være et lille barn på nogle måder indeni. Det er som om der er en del af dit sind, der ikke kan modnes. Og der er andre områder af dit sind der modnes alt for hurtigt...

Du er en engel, du er en furie... du har et hjerte af guld, og 10 tommelfingre...

Du er nuttet og smuk... du er intelligent og naiv... alt for godtroende... du snakker for meget og falder lidt for tit... du kan godt blive stædig - men der er intet ondt skabt i dig...

Du ser på verden med lyserøde briller på. Du ser på andre mennesker med troskyldighed og blind tillid. Du er utrolig sårbar og følsom - men det kan andre mennesker ikke se.

Du tror på andre. Du kan ikke tro så grimt om andre - som de kan tro om dig.

Du kommer til at opfatte nogle ting på en måde, som andre slet ikke mente det.

Andre kommer til at opfatte ting du siger på en måde, som du ikke mente det.

Du kan ikke gennemskue når andre lyver eller bedrager.

Du bliver knust over svigt og du kan ikke tåle uretfærdighed.

Du kan ikke se om andre er vrede eller misser med øjnene p.g.a. solen...

Du ved ikke hvorfor andre mennesker græder når de griner - før de har forklaret dig det - med ord.

Du ved ikke hvor meget du fylder, eller hvor du placerer dig i et rum.. du går i vejen - og tumler for hårdt ind i andre - men det er bare din lille søde, kærlige og klodsede facon... du bliver bedre til at finde ud af andres grænser hele tiden.

Du kan ikke overskue forandringer eller nye uvante situationer - men det hjælper hvis du har nogen med, som gør dig tryg.

Du ser ikke helheder - du ser detaljer... du har svært ved at huske billeder... du oplever hvert forår helt forfra hvert år... og frydes og begejstres... inderligt... hver gang.

Hvert år falder du i svime over sommerfugle, blomster, solskin og regndråber.. din lille verden er så ufattelig smuk.

Andre mennesker har så mange måder at forvente ting på - som du ikke altid kan gætte eller se eller gennemskue... og nogen mennesker bliver skuffede og overfører deres skuffelse over dig - til dig.

Et barn kan ikke tåle at vokse op i en kontant følelse af at skuffe sig selv eller alle andres forventninger... Nogle børn bliver grå indeni.

Nogle børn kommer aldrig til at føle at de hører til nogen steder.

Nogle børn vælger så at trække sig ind i sig selv - mens andre børn er stærkere og kæmper forfærdelige kampe hele livet for at begribe de andres verden - og for at få andre til at forstå deres verden.

Nogle børn bliver hjulpet og forstået... oven i købet i tide... og bliver de smukkeste mennesker - hele mennesker - der lever lykkelige liv.

Den styrke og det solskin du barnligt bærer rundt på indeni - kan lyse utroligt varmt og smukt på andre... hele livet - især hvis de andre mennesker hjælper dig med at bevare det... du har brug for de andre... ligesom andre mennesker har brug for dig.

Man skal bare lære hinandens verdener at kende.. og finde et sprog der kan bygge bro. Man kan lære hinanden utroligt meget.

Tro på at andre mennesker kan opdrages til at blive rigtige... også for lige netop dig.

Tro på dig selv... du er ikke spor forkert.. du er faktisk et bedre menneske end de fleste.

Jeg er så stolt af dig, du kæmper så tappert, hver dag, lille månestråle...

Du kæmper ikke alene.

Tro på mig.. jeg elsker dig overalt på jorden...

Kys og kram...

Mor