Skrækscenarier motiverer ikke autister

Den autistiske hjerne er anderledes end normalen, og ting fungere anderledes.
 
Autister kan have meget svært ved at forestille sig fremtiden og/eller forudse reaktioner og situationer der kan/vil opstå ud fra den nuværende situation.
Dvs. vi har svært ved at se hvad der vil ske i løbet af dagen eller ugen, og når man som jeg har brug for tryghed og struktur, og planlægning, er der et krav om at vide bare nogenlunde hvad man kan forvente af fremtiden, så man ikke bliver overrasket.
 
Overraskelser er ikke noget jeg bryder mig om, heller ikke gode eller gladelige overraskelser, for jeg var ikke klar til at der skulle ske noget.
Derfor kan vi bedst lide rutiner.
Rutiner er ens og man ved altid hvad man kan forvente der vil ske, og det gør det lettere at have planlagte måder at reagere, hvilket betyder mindre tvivl og uro, hvilket fjerner stress.
 
Da det er umuligt at forudse hvad der vil ske, spørger jeg meget om "og hvad så hvis" og "og derefter hvad så?" for at skabe mig en form for billede af hvad fremtiden vil bringe så jeg kan forberede mig bedst muligt, ellers løber min fantasi af med mig og skaber urealistiske eller forvirrende eksempler på ting der kunne ske, for jeg ved jo aldrig.
 
Det er bedst at motivere ved at give autisten et specifikt eller fast mål, så vi ved hvor vi arbejder os hen imod, og så give os værktøjer, metoder eller veje hen til det mål som vi så skal arbejde med. Det er konkret og til at forstå og uden uventede overraskelser.
 
At komme med skrækscenarier eller skræmme eksempler, er en virkelig VIRKELIG dårlig ide, når det kommer til autister.
Husk, at det billede du giver os, er det billede vi arbejder os hen imod.
Hvis man prøver at motivere ved at sige "hvis du ikke gør ditten og datten, så vil det ende med en katastrofe" eller "det er dit ansvar at læse op og finde ud af og komme frem ellers dumper du bestemt", så skaber man et fremtidsbillede hos autisten som har et mål der ikke er til at fortrække, uden veje derhen, og med afskrækkende mange uforudsigelige strabadser på vej derhen.
I stedet for at motivere autisten, skræmmer det os bare, for ingen vil sige "jeps, at dumpe er helt sikkert det jeg vil, lad os stresse helt vildt og famle rundt i ting jeg ikke kan finde ud af for ingens nytte i sidste ende, det lyder fedt!", derimod vil vi sige "det vil jeg ikke det lyder som en masse stress som vil gøre mig ked af det til sidst, så vil jeg hellere lade være med at forsøge overhovedet".
 
Skrækscenarier får os bare til at give op, for der er ingen glade eller lyse forklaringer eller ideer til at hjælpe på vej eller holde modet oppe.
Vi har meget meget svært ved at se vejen selv, og at fortælle os eller vise os de dårlige ting der kunne ske, vil bare fylde os med stress og panik.
 
Man giver heller ikke en blind person et skub i ryggen og siger "hold dig på vejen ellers bliver du helt sikkert kørt ned og forvandlet til en uigenkendelig klat kød og blod på fodgængerfeltet!".
Næh man giver dem et par pæne solbriller og en stok eller endog en førehund så de har så meget hjælp de har behov for så de kan nå hen hvor de skal med de færreste problemer.
Det har sjovt nok vist sig at være den bedste metode.
(Sofies første selvstændige blog-indlæg) 


Den autistiske hjerne er anderledes end normalen og ting fungerer anderledes. 

Autister kan have meget svært ved at forestille sig fremtiden og/eller forudse reaktioner og situationer der kan/vil opstå ud fra den nuværende situation. Dvs. vi har svært ved at se hvad der vil ske i løbet af dagen eller ugen, og når man som jeg har brug for tryghed og struktur, og planlægning, er der et krav om at vide bare nogenlunde hvad man kan forvente af fremtiden, så man ikke bliver overrasket.

Overraskelser er ikke noget jeg bryder mig om, heller ikke gode eller gladelige overraskelser, for jeg var ikke klar til at der skulle ske noget. Derfor kan vi bedst lide rutiner. Rutiner er ens og man ved altid hvad man kan forvente der vil ske, og det gør det lettere at have planlagte måder at reagere, hvilket betyder mindre tvivl og uro, hvilket fjerner stress.

Da det er umuligt at forudse hvad der vil ske, spørger jeg meget om "og hvad så hvis" og "og derefter hvad så?" for at skabe mig en form for billede af hvad fremtiden vil bringe så jeg kan forberede mig bedst muligt, ellers løber min fantasi af med mig og skaber urealistiske eller forvirrende eksempler på ting der kunne ske, for jeg ved jo aldrig.

Det er bedst at motivere ved at give autisten et specifikt eller fast mål, så vi ved hvor vi arbejder os hen imod, og så give os værktøjer, metoder eller veje hen til det mål som vi så skal arbejde med. Det er konkret og til at forstå og uden uventede overraskelser.

At komme med skrækscenarier eller skræmme eksempler, er en virkelig VIRKELIG dårlig ide, når det kommer til autister. Husk, at det billede du giver os, er det billede vi arbejder os hen imod.

Hvis man prøver at motivere ved at sige "hvis du ikke gør ditten og datten, så vil det ende med en katastrofe" eller "det er dit ansvar at  finde ud af at komme frem ellers dumper du bestemt", så skaber man et fremtidsbillede hos autisten som har et mål der ikke er til at fortrække, uden veje derhen, og med afskrækkende mange uforudsigelige strabadser på vej derhen.

I stedet for at motivere autisten, skræmmer det os bare, for ingen vil sige "jeps, at dumpe er helt sikkert det jeg vil, lad os stresse helt vildt og famle rundt i ting jeg ikke kan finde ud af for ingens nytte i sidste ende, det lyder fedt!", derimod vil vi sige "det vil jeg ikke det lyder som en masse stress som vil gøre mig ked af det til sidst, så vil jeg hellere lade være med at forsøge overhovedet".

Skrækscenarier får os bare til at give op, for der er ingen glade eller lyse forklaringer eller ideer til at hjælpe på vej eller holde modet oppe.

Vi har meget meget svært ved at se vejen selv, og at fortælle os eller vise os de dårlige ting der kunne ske, vil bare fylde os med stress og panik.

Man giver heller ikke en blind person et skub i ryggen og siger "hold dig på vejen ellers bliver du helt sikkert kørt ned og forvandlet til noget uigenkendeligt rod midt på fodgængerfeltet!".

Næh: man giver dem et par pæne solbriller og en stok eller endog en førehund så de har så meget hjælp de har behov for så de kan nå hen hvor de skal med de færreste problemer.

Det har sjovt nok vist sig at være den bedste metode.