Ergoterapeut-uddannelsen - første år...
Sofie startede på udannelsen til ergoterapeut i september 2016. Det var noget af en omvæltning. Sofie gik fra en mentorordning i gymnasiet, med massivt mange ugentlige mentortimer via jobcentrets forrevalideringsplan - til faktisk 0 støttetimer. Ungegruppen i jobcentret støttede efter studentereksamen ikke Sofies håb om at nærme sig hel- eller delvis egenforsøgelse via en uddannelse som ergoterapeut. Derfor kunne Sofie ikke tage uddannelsen på revalidering. Vi ved stadig ikke hvad de ellers forestillede sig. Og Sofie havde heller ingen andre idéer. Så vi søgte optagelse. Og SU. Og Handicaptillæg. Og kollegiebolig. Og det hele gik igennem. Og så startede prøvelserne for alvor...
Sofie holder af kollegielejligheden. Den er blevet hyggelig - den er lille og overskuelig - og Sofies kat Muffinz er også faldet til. Og Sofie har malet overalt i lejligheden. Overalt. På vinduer (fordi det hjælper mod solen.) På væggene - det er dejlige lærreder - og om lidt er hun omringet af de vildeste (malede / wannabe) gobeliner.
Men at påbegynde et nyt studie efter 4 trygge år på Vejlefjord Gymnasium var en kæmpe omvæltning. Sofie fik rigeligt at bestille med at vænne sig til studiet, lærerne, stedet, de andre studiekammerater m.m. - så hun magtede ikke at forholde sig til den underlige måde man bliver støttet på, på videregående uddannelser - i de første uger af studiet. Det stod dog hurtigt klart, at der var brug for mentorstøtte. For at finde rundt i alt det nye - især IT systemerne og pensum-planer og nye ord og begreber- var lige ved at slå Sofie ud i starten. Og Sofie følte det som ret utilstrækkeligt (og helt uden mening / kontinuitet) at søge om 20 timers (ufaglært) mentorstøtte ad gangen. Til sidst blev det dog så presserende, at vi søgte om det såkaldte SPS støtte. Sofie har nu fået SPS støtte tilkendt 2 gange. Så siden studiestart - har hun i skrivende stund modtaget 40 SPS mentortimer. Til vores held havde vi i netværket en medstuderende, der er nogle semestre foran Sofie. Og Caspar sagde JA til at være Sofies mentor. Uden Caspar havde vi nok mistet modet. Men Caspar har fået alle mulige og umulige mysterier til at blive begribelige for Sofie - både m.h.t. det faglige - og især m.h.t. de IT systemer, som de studerende skal bruge. Vi tæller allerede ned til at systemet Fronter om 2,5 år ikke længere skal være en del af vores liv ;-)
Midt i det hele sad Sofie fast i en snestorm i USA sammen med familien - og kom derfor for sent hjem til sin allerførste praktik. Vi holdt telefonmøder med uddannelsesstedet fra USA. De var hjælpsomme m.h.t. at få struktur på 'redningsmulighederne'. Sofie skulle tage 1. semesterprøven senere - efter at praktikuge 2 måtte afvikles et andet sted end praktiksted 1 - og lidt senere (nu praktikuge 1 gik i vasken).
Sofies allerførste erhvervserfaring foregik i en hjælpemiddelcentral. Både Sofie og praktikstedt var helt uforberedte på, hvad det betød for alle parter, at Sofie har autisme. Sofie går på en videregående uddannelse - og selvom hun får handicaptillæg til sin SU - er det ikke det samme som, at nogle fagpersoner på nogen måde tager fat i at forberede nogen på noget. Så den første uge var benhård for Sofie. Og efterfølgende blev vi indkaldt til et krisemøde på uddannelsen. De søde mennesker fra uddannelsen havde alvorlige miner på. De forklarede, at de var meget bekymrede for, om Sofie kunne gennemføre uddannelsen - med henvisning til, at uddannelsesvejledningen (loven) jo indeholdt krav til de studerende - som Sofies autisme måske gjorde det vanskeligt at magte. Bekymringerne som blev fremlagt omhandlede, at praktikperioderne stiller krav til de studerendes initiativ og evner til aflæsning af hvor de kan bidrage m.m. - og de stakkels ansatte på hjælpemiddelcentralen udtrykte desværre stor bekymring for om Sofie kunne nogle af delene (efter 1 uges helt uforberedt, 37 timers arbejdsuge). Desværre blev det under mødet klart, at studerende kun kan få støtte til fysiske funktionsnedsættelser under praktikkerne. Igen - åbenbart - eller i de søde damers opfattelse - grundet lovbestemmelserne, som ergoterapeutuddannelsen er underlagt.
Sofie lyttede tålmodigt til alle bekymringerne. Og da emnerne efterhånden var udtømte spurgte Sofie oprigtigt: "Ok. Det var alt det negative. Der MÅ da også være noget positivt?"
De søde damer kom til at smile ad Sofie ildhu og bedyrede, at Sofie bestemt var fint med fagligt. Det var kun de mange praktikuger, de var bekymrede for. I uddannelsen indgår i alt 28 ugers klinisk undervisning (praktik). De er fortrinsvis placeret på 4. 5. og 6. semester. Sofie er lige ved at være færdig med 2. semester. Da krisemødet skulle til at slutte sagde en af de søde damer Sofie: "Du virker meget robust, Sofie". Sofie så på damen og svarede ærligt:
"Jeg tror mere jeg er bulet."
"Bulet?" Gentog damen lidt forvirret.
"Ja"... svarede Sofie. "Jeg kom til verden super firkantet og med meget skarpe hjørner. Men verden er sådan et rundt sted. Så jeg er blevet hældt op i alle mulige runde beholdere, hvor min lille, skarpe firkant har skramlet rundt og rundt og rundt. Så jeg tror ikke jeg er blevet robust. Jeg er mere bulet. Jeg har fået slået alle de mest skarpe hjørner af - så jeg idag mere er som sådan en terning med runde hjørner."
Damerne smilede til Sofie. Og så drøftede vi fordelen ved at nye praktikværter blev varskoet om, at Sofie har diagngosen Infantil Autisme - ligesom vi talte om, at Sofie måske skal forbredes en lille smule på de forventninger og krav praktikkerne stiller til hende.
Udenfor, mens vi ventede på at parfar Morten kom og hentede os, talte vi om det her med, hvilke 'kasketter' man har på, i forskellige situationer. Og vi blev enige om at vi skulle snakke mere om, hvad det betyder, at Sofie tager 'ergoterapeut-studerende-arbejdspraktik-kasketten' på ude i hendes praktik-uger. Da Morten hentede os, smilede Sofie skælmsk til Morten og sagde:
"Jeg skal til at have social træning"... (et fag som Sofie gennem årene har haft utroligt mange dårlige erfaringer med - hun har oplevet faget som, at hun altid har skulle lære, at hun var "forkert" sådan som hun er) . . .
Igennem hele uddannelsen er der fokus på kobling mellem teori og praksis. Det fik Sofie oplevet meget af i sin anden praktikuge på 1. semester. Hun kom i menneskehænder hos ergoterapeut Solvej Daré. Solvej løftede Sofie helt op under himlen i løbet af den uge, Sofie fulgte Solvej i tykt og tyndt gennem praktikken. Så trods forkølelelse og snot - og at Muffinz måtte blive passet en hel uge - mens Sofie boede hos mormor og morfar i den by, Solvej har sin praksis i - fik Sofie helt tydeligt set en mulig fremtid foran sig - og hun blev endnu mere vild med ergoterapeut-professionen end før. Sofie kan lide undervisningen - den er dejlig konkret - og indeholder ikke alt det abstrakte som den almene gymnasieuddannelse indeholdt. Sofie er i forvejen super sund, interesseret i motion og sund kost, motorik, sanser m.m. - og til sin egen forbløffelse - kunne Sofie faktisk også rigtigt godt lide at arbejde ergoterapeutisk med de 3 - 5 årige børn i Solvejs praksis. Og hun fik utroligt meget ros af Solvej efter praktikken.
Kort efter praktikken gik Sofie til 1. semesterprøven - og scorede verdens smukkeste 7-tal :-)
Nu trækker vi vejret lidt lettere. I en tid. Og vi er langt mindre nervøse end vi var, efter krisemødet.
Vi har håb. Uden at være naive. Og hvis ikke Sofie skal ud ad den lige vej - så ved vi efter mange år i 'systemet' - at så skal vi bare ud ad andre veje. Der er altid udveje :-)
Men vi funderer lidt over, at uddannelsen ikke giver unge med autismetilstande bedre støtte i forb. med at blive uddannet til ergoterapeut.
Det er trods alt et fag, der skoler de studerende i at hjælpe mennesker med funktionsnedsættelser. Man kunne have håbet, at netop dette fag kunne være mere inkluderende i forhold til unge, der skal have en særlig hånd ud på et (med tiden forhåbentligt mere inkluderende) arbejdsmarked ?
Men så igen... Sofie er en lille pionér-isbryder. Hun sejler i uberørte, oprørte vande. Og brænder for, at gøre verden meget, meget bedre - også for mennesker med funktionsnedsættelser. Til trods for, at Sofie ikke er super robust. Hun er faktisk meget sårbar. Men hun er frygtindgydende tapper. Og hendes mor er ved at kamme over af stolthed <3